Der er noget sært tilfredsstillende ved at smadre ting.

Det har nok noget at gøre med, at det må man normalt ikke gøre, så når man endelig får lov til det, så er det helt forløsende.

Nogle mennesker bruger det endda som terapi, hvor de lægger deres energi, vrede og frustrationer i det, der skal ødelægges, hvis der er mulighed for det.

På papiret virker det også lettere at destruere ting, end at man skal bygge noget op. Det lyder så simpelt, at man næsten kan sætte et barn til det.

Men nu er der jo gevaldig forskel på, om man lige skal rive et papir i stykker, eller om man er ude i at skulle nedbryde en hel bygning, der står forladt.

Det sidste kræver virkelig forberedelse, organisering og planlægning.

Nedbrydning er ikke retningsløs destruktion 

Nu bruger vi et hus som et eksempel, men det kunne også være mange andre ting, man skulle nedbryde, men en større konstruktion er her et godt eksempel at bruge.

Hvis der ligefrem er tale om en utrolig høj bygning, så skal man måske have sprængningseksperter indover først, som kan detonere noget sprængstof, så bygninger braser sammen – og det skal også planlægges, så bygningen ikke vælter over noget andet. Der skal også spærres af og meget mere.

Dernæst kan man lade de store maskiner komme til, der kan nedbryde bygningen endnu mere.

Senere kan man måske komme med de lidt finere og specifikke maskiner, der kan nedbryde specielle elementer ved bygningen, som man måske har sorteret.

Den slags skal også koordineres, så man ikke kommer til at gå i vejen for hinanden og således måske kan udsætte sig selv eller andre for farer.

For det er jo groft arbejde. Man kan få noget i hovedet, skære sig på noget andet og meget mere, som man måske ikke lige kan se med det samme, før det er for sent.

Derfor er det med at planlægge og organisere den slags nedbrydning.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *