Ved den seneste valgkamp snakkede visse politikkere meget om, hvordan man skulle kunne gå på pension før tid i forhold til, hvor nedslidt man har været på arbejdet rent fysisk.

Der blev ofte sidestillet mellem, hvis man for eksempel var en akademiker, der havde gået mange år på skole, og så først var kommet på det egentlige arbejdsmarked eller ansat som forsker i slutningen af sine 20’ere og hovedsageligt havde brugt hovedet og havde finde arbejdsforhold indendørs, mens de tjente ok.

Kontra for eksempel en person, der måske forlod skolen før tid eller direkte bagefter gav sig i kast med noget industriarbejde i en tidlig alder, hvor kroppen blev belastet ved ensformigt arbejde under forskellige forhold udenfor, hvor sikkerheden godt nok var i top, men arbejdets dont kunne hver dag godt kunne mærkes på kroppen.

Den eneste forskel var måske, at industriarbejderen sammenlagt nåede at tjene mere i løbet af sit liv, end akademikeren måske gjorde.

Skal disse to personer virkelig have de samme forhold og betingelser, når de er parat til at gå på pension?

Den debat kan man selv fortsætte derhjemme, men vi vil blot belyse, hvor vigtigt det er som industriarbejder at passe på kroppen, så man husker på, at selvom lønnen betaler arbejdet i sig selv, så kan det ikke altid fikse kroppen.

Godt nok har vi gratis lægehjælp i Danmark, men hvis man får beskeden om, at ens krop er svært belastet, og man måske skal på invalidepension eller søge om førtidspension, så er det jo ikke noget, der kan vejes op med penge.

Måske er man glad nok for sit arbejde, selvom det ikke var drømmejobbet, men hvis man arbejder hele tiden, kan man heller ikke nyde lønnen fuldt ud; så får akademikeren måske med hjemmearbejde, hvor man selv kan tilrettelægge ens tid, mere ud af den lidt mindre løn vedkommende får.

Så derfor: gør alt hvad du kan for at passe på dig selv. Du skal holde øje med dig selv før alle andre.